Online markedsføring i 2014 – og hvad vi kan forvente i 2015

2014 er ved at være gået og de store TV-kanaler er i fuld gang med at producere deres store “nytårsshows”, hvor de kigger på året der er gået – og en smule fremad.

Dét gør vi også i Onlineafdelingen og ligesom på TV har vi valgt at invitere gæster ind, for at de kan give deres inputs til, hvad 2014 har givet os og hvad vi kan forvente os af 2015.

Hvad har været din store opdagelse i 2014 og hvad tror du der sker i 2015? Giv os dit bud i kommentarfeltet!

Tak for i år og på gensyn i det nye 🙂

Hvem har bidraget?

Maj Wismann

Websexolog og onlinementor

Hvad vil du huske 2014 for?

Ello – Haha, ej, spøg til side. Jeg vil huske 2014 for året, hvor Mister Google i den grad hjalp mig, fordi der i den grad blev “luget” ud i søgeresultaterne foran mig. Det er jo det skønne ved at lave hamrende godt og grundigt indhold, som bliver læst, når Store G strammer garnet. SÅ kan man læne sig tilbage og klø sig lidt på mavsen og gnække godt og grundigt.

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

Hashtag. Jeg ER bare bagud med nogle ting – indrømmet, og hashtag har jeg egentligt først sat mig ind i i starten af 2014, og der er dælme smart. Jaja, grin du bare, men man kan jo ikke nå det hele vel 😉

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Ja, det kan du tro. Jeg har lavet to tiltag, som jeg simpelthen strutter af stolthed over. jeg fik endelig sat det sidste punktum for min store online workshop “Utroskab – Kom videre. Sammen eller hver for sig“, og har allerede kørt to udsolgte hold og januarholdet er stille og roligt ved at blive fyldt op, så mon ikke det bliver udsolgt også. Det er simpelthen en fantastisk følelse at kunne hjælpe mennesker, der i den grad står i nok nået nær deres livs værste situation, og bum, så kan de få hjælp med det samme, og det endda uden at skulle sidde over for en terapeut.

Jeg har fået sindsyg god og dybt rørende feedback fra kursister som har oplevet kæmpe fremskridt, sluttet skyldfølelsen og tankerne f.eks. som “Det er min egen skyld, at han var utro”, osv. Og det er jeg vanvittig stolt af. Der er nu et alternativ til alle dem, der ikke ønsker (eller har råd til) terapi. Og det er jeg mega stolt af.

Derudover har jeg lavet en graits webinar-række (og der kommer flere) med min gode ven og onlinekollega Lars Skjoldby, som vi har kaldt onlinerookies, hvor vi simpelthen underviser i online markedsføring på total begynderniveau. Vi har lige planlagt det næste og det bliver helt vildt. Vi laver noget, der vist ikke er set før live, og det bliver så vildt, så jeg går stadig og gnækker over, hvor opfindsomme vi faktisk er 🙂

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Konverteringsoptimering og brugervenlighed. Jeg er ret sikker på, at udover hamrende godt indhold, så bliver det mere og mere vigtigt med fokus på at få en højere konvertering, så jeg tror faktisk vi vil se flere indlæg om det og flere ny udviklede programmer.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Same shit som i 2014 – At levere det ypperste jeg kan til mine trofaste følgesvende, gøre mig umage, lave ordentlig OnPageSEO og ellers levere varen igen og igen. Både på det danske men i 2015 med endnu mere fokus på det internationale marked.

Gitte Buch Jensen

Content Manager i Onlineafdelingen

Hvad vil du huske 2014 for?

Jeg vil huske 2014 som året hvor Ello forsøgte at indtage de sociale medier med en strategi om at brugerne skulle inviteres. De skulle ikke påvirkes af reklamer og man skulle som bruger kunne undgå at ens personlige data blev brugt til videre markedsføring. Ello slog aldrig rigtigt igennem og set med mine øjne endte det med et flop.

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

Den største onlinemæssige opdagelse i 2014, har været effekten af at planlægge sit indhold! En simpel mediekalender giver et unikt overblik og gør det utrolig enkelt at vedligeholde sin markedsføring – både i form af blogindlæg, sociale medier og nyhedsbreve.

Det giver både mig og mine kunder et overblik!

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Jeg har i 2014 haft mulighed for både at udvikle mig selv og Onlineafdelingen på content-delen.  Ved at systematisere vores kunders (og vores eget) indhold har jeg set talrige eksempler på, at det arbejde vi laver, rent faktisk virker! 🙂

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Jeg tror på at 2015 bliver endnu et år hvor content marketing og konverteringsoptimering bliver særdeles vigtigt for virksomhedernes online tilstedeværelse. Rigtig mange virksomheder har set effekten af dette og jeg tror at resten vil begynde at følge med i det kommende år.

Det at fremstå som ekspert overfor sine kunder, bliver særdeles vigtig, hvis man skal skille sig ud fra sine konkurrenter og her tror jeg også at vi ser nye brancher, som får øjnene op for dette.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Jeg vil fortsat have fokus på indholdet på kundernes platforme – om det er hjemmesiden, deres sociale medier eller nyhedsbreve.

Jeg kommer personligt til at dykke lidt mere ned i alle de muligheder, de sociale platforme stiller til rådighed. Det skulle gerne udmunde sig i en masse viden, som både bliver til blogindlæg og måske endda e-bøger 🙂

Mogens Møller

Specialist i konveteringsoptimering

Hvad vil du huske 2014 for?

For mig var 2014 året hvor konverteringsoptimering på mobile enheder for alvor tog fart.
Pludselig gik det op for webshops, at de ikke længere kunne nøjes med at vise en desktop version til alle besøgene når 30-50% af de besøgende kommer fra mobile enheder.

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

Det er svært at sige, men jeg er blevet ret overrasket over det comeback Linkedin har lavet. Det er gået fra, i min verden, at være en fuldstændig ligegyldig platform til at være et yderst effektivt værktøj til at pushe indhold, få feedback, åbne kontakter mm.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Jeg har i 2014 haft stort fokus på firmaet Sleeknote, hvor jeg er leder og medejer. Vi hjælper hjemmesider med at få flere leads og tilmeldinger på deres nyhedsbrev via lækre slide-in- og popup bokse.
Vi har netop rundet 400 betalende kunder, og det er jeg ekstremt stolt af!

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Jeg er elendig til at spå om sådanne ting. Ofte opdager jeg meget sent, hvad der er det store samtaleemne netop nu. Sådan er det nok at få børn og samtidig have travlt i forretningerne. Så er der ikke længere tid til at overvåge de sociale medier og aviser konstant.

Men jeg kan ikke forestille mig andet end, at konverteringsoptimering kun vil fortsætte med at få større og større fokus – især på mobile enheder. Jeg mærker selv, at efterspørgslen er enorm og i konstant stigning.
Ellers tror jeg generelt på, at startups og iværksætteri også vil få mere fokus. Det er let som aldrig før, at starte sin egen forretning og startupmiljøet i Danmark udvikler sig hele tiden.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Jeg er ret overbevist om, at det må blive content markting og Facebook annoncering. Her ligger der meget uudnyttet potentiale – hvert fald for mit vedkommende.

Laust Kehlet

Søgemaskine-nørd i Onlineafdelingen

Hvad vil du huske 2014 for?

Årets buzzword må nok være “Content Marketing”. Aldrig har content marketing været så hypet før. Det er ikke fordi content marketing ikke er vigtigt, men det har skygget så meget for alt andet, at det var på grænsen til det absurde.

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

Årene forinden var præget af store forandringer i forhold til organiske søgeresultater, mens 2014 mere har været kendetegnet ved et stille år – faktisk lidt kedeligt år fra et SEO mæssigt perspektiv.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Det er her vi som SEO folk holder kortene lidt tæt til kroppen. Vi kan fortælle om alt det der er best practice, men der hvor vi overskrider normerne og standarderne … der holder vi kortene tæt ind til kroppen.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Google Shopping og dødserklæringen af organiske resultater. Den diskussion har kørt før, når der kommer AdWords tiltag og den kommer igen i 2015, når Google Shopping bliver ordentlig implementeret i Danmark. Det er naturligvis noget værre vrøvl, men det er dommedagsprofeterne, der som regel får lov til at sætte dagsordenen.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Helhedsorienteret SEO, hvor hver enkelt del af SEO processen skal støtte det større billede.

Mark Buskbjerg

Skriver om ledelse på Altomledelse.dk

Hvad vil du huske 2014 for?

Der er meget at trække frem her. Jeg tror specielt, at jeg kommer til at huske 2014 for to ting. Det første er, hvordan udbud og (tilsyneladende) efterspørgsel på online produkter er eksploderet. Det andet er, hvordan sociale medier har tilføjet et ekstra lag til det at se Live-TV.

Det danske marked for onlineprodukter virker til at være eksploderet i 2014. Det bliver tydeligt, når folk i mit private netværk deler på Facebook, at de har købt Maj Wismanns parforholdsplan. Det mest spændende er, at det ikke længere kun er onlinemarketingeksperterne selv, der sælger digitale produkter om forskellige afarter af onlinemarketing. Markedet udvider sig, så det nu også rammer almindelige forbrugere.

Det er for alvor spændende, når de digitale produkter bliver mikset med offline workshops. Det, tror jeg, også åbner op for et meget større potentiale for, hvilke virksomheder, der kan finde det interessant.

Det er nok en floskel at tale om den voldsomme udvikling af sociale medier, og jeg kommer heller ikke til at bruge meget krudt på Ello (kan du huske den dag i 2014, hvor verden kørte op over det?). Men måden vi interagerer på online ændrer sig konstant, og tager vi marketing-brillerne på, så er det spændende at se, hvordan vores oplevelse af et brand kan ændre sig på få splitsekunder med en #shitstorm.

Jeg følger nu mest med af nysgerrighed. Der sker mange sjove ting, jeg som udgiver af indhold kan lære af. Jeg er ikke selv en aktiv del af second-screen segmentet, men jeg må indrømme, at jeg flittigt følger med når @leoparddrengen og mange andre ruller afsted med #mallebrok på Twitter søndag aften. Jeg har aldrig set serien 1864, men jeg har læst tweets nok til at fylde en Murakami roman om emnet.

Når jeg tror på, at jeg kan lære noget af at følge den udvikling, så handler det om, at det ikke kun er Facebook, Twitter, Instagram og alle de andre aktører, der er sociale medier. Jeg vil gerne bygge mine primære projekter – altomledelse.dk og antropologisk.dk – op som platforme, hvor en række dedikerede eksperter sammen med publikum skaber en dialog.  Det er måske ikke en synlig aktivitet, men jeg tror 100 % på effekten af, at jeg sidder og foreslår litteratur til en MBA om forandringsledelse eller sparring på et antropologisk feltarbejde via mailkorrespondancer med mine besøgende.

Det sociale lag er jo bare god gammeldags markedsføring og gode relationer. Hvis vi glemmer det, så kan det hurtigt blive hårdt at være onlineaktør.

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

Vi taler rigtig meget om links i onlinekredse. Dem vil vi gerne have fingrene i. Altså ikke de der smudsede links fra kommentarspam, spinnertekster og linkkataloger. Nej, vi vil have stærke, autoritative og relevante links.

Det vil jeg også. Det skal der ikke herske tvivl om. Men jeg synes desværre, at de interne links er blevet overset i vores ræs efter links. On-page SEO begynder så småt at få mere og mere fokus, og det er virkelig berettiget.

Altomledelse.dk har ikke en vanvittig stærk linkprofil, hvis du kigger på de eksterne links. Slet ikke hvis jeg laver en hurtig sammenligning med de sider, som jeg konkurrerer imod. Jeg er stadig underdog. Jeg har siden august haft meget skarp fokus på at optimere on-page i forhold til den interne linkstruktur, hastighed og lange kvalitetstekster.

Det har virkelig overrasket mig, hvor meget den interne linkbuilding batter. Så lad det være et opråb. Et godt sted at starte er Jonathan Linddahls guide.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Ja. Hvis jeg skal prale, så har jeg jo lavet masser.

Rent personligt, så har jeg virkelig knækket nogle koder i forhold til, hvad der virker online. Det afspejler sig i meget større mængder af trafik, mange flere sign-ups til nyhedsbreve og en stærkere relation til de besøgende.

Jeg vil nøjes med at fremhæve en ting her.
Stikordene er:

  • Gratis online kursus for ledere.
  • 30 dage og 20 moduler.
  • 233 e-mails til en nystartet e-mailliste

Jeg kan ikke tage æren for den her idé alene. Jeg sad og brainstormede sammen med Nicoline Svanborg Michaelsen. Hun havde meldt sig til en af sommerens mange og meget populære 30-day challenges på Facebook. Det væltede faktisk frem med challenges – specielt var der en kødrand af kvinder, der skulle være fit-in-30-days.

Vi bestemte os for at lave noget lignende for ledere. Så vi lavede en landingsside, hvor vi lovede alle tilmeldte 20 moduler på 30 dage – direkte i indbakken. Det hele startede 1. august, hvorefter de så fik hele moletjavsen i en samlet e-bog.

Jeg brugte lige i underkanten af 150 kroner på Facebook annoncer, og så begyndte vi ellers at kontakte folk i vores netværk og kurset blev delt lidt på LinkedIn og Google +. Lynhurtigt havde vi mange tilmeldinger. Vi havde måske håbet på 200 i bedste fald, så vi var ret vilde med at vi endte på 233.

Det lærte mig rigtig meget. Eksempelvis at du godt kan sende 20 meget lange mails indenfor de samme 30 dage og holde en åbningsrate på den flotte side af 50 %.

Det lærte mig også, hvor vanvittig en opgave det er at planlægge, skrive, rette, korrigere, opsætte og sende 20 e-mails i den kaliber på under en måned.

Det er jo også nærmest blevet en trend nu med onlineserier af e-mails i kursus form. Noah Kagan har lige kørt sit store kursus om e-mail marketing, Christina Klitsgaard er i skrivende stund i fuld gang med at sende 24 e-mails, som hun har været fræk nok til at tage en 10’er pr. stk. for.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Vi kommer til at tale om alle dem, som tør prøve noget andet.

Sidste år var en gratis e-bog nok til en hel hjemmeside. I år lærte vi så, at det skal være meget kontekstafhængig, hvilken gratis godbid vi leverer til de besøgende (Jeg skal ikke kunne sige noget om oprindelsen, men Brian Dean forklarer princippet i content upgrade helt eminent her). Dem der tager skridtet videre og prøver noget nyt, dem kommer vi til at tale om. Uanset om det e-mail marketing, søgemaskineoptimering eller noget helt tredje.

Jeg tror på, at vi skal turde lege os frem. Der skal være lidt vovemod blandet i her.

Det er umuligt for mig at sige, hvad der bliver det helt store samtaleemne, men hvis søgemaskineoptimering ikke får dødsstødet mindst en gang, så bliver jeg da nok lidt skuffet.

Jeg håber, at vi kommer til at tale om, hvordan vi opfører os online. Jeg er selv en del af rigtig mange konstruktive, inspirerende og lærerige debatter online. De mange kommunikationskanaler har jo et helt fantastisk potentiale, hvor jeg kan sidde hver dag og brainstorme med mennesker, der er spredt over hele kloden.

Desværre har det også den slagside, at nogle mennesker glemmer, der også er mennesker på den anden side af skærmen. DR2 tog hul på en del af debatten med “Ti stille, kvinde”, og jeg håber, at vi bliver endnu bedre til det fremover. Det er et tab for os, hvis vores politikere begynder at bakke ud af debatten.

Så hvis jeg skulle ønske mig noget til jul, så var det at flere så potentialet i en god, konstruktiv og saglig debat. Og vi kan så passende starte med en debat om, hvordan vi opfører os online. Det her kunne være et fedt sted at starte.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Jeg kommer først og fremmest til selv at køre på med digitale produkter på altomledelse.dk. Jeg vil afprøve lidt forskellige formater i forhold til drip-content kurser, e-bøger, og måske skal der også kigges på et niche orienteret forum. Jeg har Evernote fuld af outlines, så jeg plukker dem stille og roligt fra en ende af.

Det er min store fordel, at mine sider også er en legeplads. Jeg har lavet masser af tiltag, som aldrig har været og aldrig bliver investeringen værd. Men jeg har lært noget af det hver gang. Så min plan for 2015 er at lege videre.

Det første store legeprojekt bliver med min netværksgruppe. Den 17. januar sætter vi os sammen i 10 timer, hvor vi starter en affiliateside op helt fra bunden. Vi har opstillet fem helt simple dogmer for siden, som du kan læse om her. Ideen er at prøve, hvorvidt vi faktisk kan lave en side med fuldstændig passiv indkomst på én dag.

Det er samtidig vores julefrokost i netværksgruppen. Det tror jeg understreger meget godt, hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg virkelig knokler løs med de her projekter, fordi jeg synes det er [indsæt selv kraftfuldt tillægsord] sjovt.

Lars Skjoldby

Iværksættende SEO-mentor

Hvad vil du huske 2014 for? F.eks. et buzz-word, en episode/hændelse etc.

Jeg synes der skete mange ting i onlinesfæren, men tager jeg SEO brillerne så vil jeg huske 2014 for nedlukningen af Google AuthorShip.

Det fik hvert fald mig til at skifte strategi omkring Google+ – både min hvad angår egen strategi, men også hvad jeg rådgiver mine kunder til. Jeg er der stadig, men er slet ikke så aktiv som før. Og set med den helt almindelige virksomheds briller, så kan jeg ikke se hvorfor de skal være aktive der.

Det er drøn ærgerligt, for Google+ er virkelig en fed platform, der sagtens kunne udfordre den lidt tunge og stive LinkedIn. Men det virker ikke som om at Google har visioner i den retning. Ærlig talt har jeg svært ved at gennemskue deres vision med Google+.

Der er stadig nogle musts, i forhold til Google My Business (tidligere Google+ Local) – men det handler jo egentlig blot om at tage ejerskab over sin optegnelse og mindre om at være social aktiv.

Der er også stadig nogle super cool features, så som Google+ Hangouts On Air. Men igen – dem kan man sagtens afholde uden at være speciel aktiv i det daglige.

Hvad var den største  opdagelse du gjorde i 2014?

Det må være Buzzsumo. Jeg ved faktisk ikke hvornår det er fra, men jeg hørte først om det her i 2014.

Det er et super fedt værktøj til at finde emner og vinkler til ny content marketing. Man indtaster et søgeord og så kan man simpelthen se hvilke artikler der har opnået størst respons på sociale medier. På dansk er det dog lidt bagud, men så kan man altid lade sig inspirere af det amerikanske marked.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Det synes jeg er meget svært. For mit vedkommende har virkelig været fart over feltet her i 2014. Jeg har fået en masse nye kunder ind, hvor vi i fællesskab har skabt nogle rigtig gode resultater. Men uden at negligere det, så er det jo ligesom det der forventes af min virksomhed. 🙂

Der er dog en ting som jeg er særlig stolt over, og det er mit store SEO Mentor forløb. Man kan kalde det et meget grundigt online seo kursus. Men der hvor det adskiller sig fra andre kurser er, at på SEO Mentor forløbet får man løbende rådgivning og sparring. Så deltagerne går ikke i stå hvis de møder et bump på vejen.

Jeg har ikke set noget tilsvarende på det danske marked inden for SEO. De nærmeste har været kurser og forløb som har krævet fysisk tilstedeværelse i klasseundervisning.

Så jeg er ret stolt over at være den første på det danske marked med sådan et forløb her.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Inden for SEO så tror jeg ikke samtaleemnerne ændrer sig det store. På plussiden vil det fortsæt være det gode indhold, de hurtige og brugervenlige hjemmesider som vil tage dagsordenen.

På negativsiden der vil emnerne være koncentreret omkring Googles algoritme ændringer. Hvis jeg skal komme med et forsigtigt gæt, så tror jeg at Google får skovlen under link netværk og splogs, som benytter sig af udløbet domæner med gammel PageRank. Måske ikke alle, men nogle. Om det så bliver kategoriseret som en Penguin eller et andet dyr, det må tiden jo vise.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Jeg har et mål om at vækste forretningen i 2015. Det bliver mit fokus område og hvad der til hører 🙂

Bjarne Lentz Jørgensen

Google AdWords specialist i Onlineafdelingen

Hvad vil du onlinemæssigt huske 2014 for? F.eks. et buzz-word, en episode/hændelse etc.

Det største tiltag Google Danmark stod for i 2014 var lanceringen af Google Partner Programmet. Dette gjorde at bureauer med fokus på Google AdWords har bedre muligheder for support og uddannelse.

2014 har bl. a. haft nyheder som:
  • Shopping-kampagner med mulighed for at vise produkter i søgeresultaterne.
  • Annonceudvidelser med bedre målretning
  • Infoudvidelser
  • Remarketing for søgekampagner
  • Google Places/Maps ændret til Google Business

Hvad var den største onlinemæssige opdagelse du gjorde i 2014?

YouTube! En væsentlig del af vores online dagligdag forgår mere og mere på Youtube. I dag er det kun TV2 & DR1 der dagligt når ud til flere mennesker end YouTube.

YouTube er i dag den næststørste søgemaskine og bliver mere og mere brugt af især unge mennesker til at søge efter infomationer. Brandingværdien af en målrettet annonce kampagne på YouTube bliver større og større, og vil i fremtiden være et medie hvor der tilføres større annoncebudgetter.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Efter en AdWords søgekampagne, hvor formålet var at tiltrække nye unge kunder til en lokal jysk bank, ikke havde givet de forventede resultater, satte jeg en lille Youtube kampagne op for dem. Så skete der pludselig noget.

Med klikpriser på under 0,5 kr.gav YouTube de ønskede resultater og i løbet af én måned fik banken flere henvendelser end de havde fået på et helt år – til en 1/10 af budgettet.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Jeg tror at det helt store samtale emne i 2015 bliver, hvorvidt Google vil være presset fra EU om retten til at blive “glemt” på Google. Muligheden for at få slettet gamle og uaktuelle oplysninger som dukker op på Google søgninger.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Kombinationen mellem de sociale medier og annoncering på Google vil i 2015 have første prioritet. Alle de forskellige informationer vi får fra de forskellige medier/platforme kan bruges i en fælles kombineret online markedsføring.

Disse informationer skal analyseres korrekt og anvendes på den for kundens bedst værdiskabende måde.

Eric Ziengs

Skriver og podcaster om content marketing på nochmal.dk

Hvad vil du huske 2014 for?

2014 vil for mig blive husket for at Content Marketing gik fra en disciplin, som få forstod og arbejdede med til at blive det mest hypede marketingsbegreb. Så hypet, at flere gamle bureauer nu også laver seminarer om Content Marketing.

Det er godt med den større interesse, men vi er nødt til at stoppe med kun at tale om det og rent faktisk praktisere det. Vi skal hjælpe kunder og leads til at opnå succes, hvilket i sidste ende også kommer til at gavne dem, der udøver content marketing. ?

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

?Som tidligere PR-konsulent gik det op for mig hvor meget data og metadata, vi kan få om brugerne. I PR arbejder man alt for lidt med det, fordi fokus er på eksterne platforme. Hvis man vil flytte en opfattelse, flytte magt eller sælge mere, så er virksomhederne nødt til at eje relationerne til kunderne og der er PR midlet til den øverste del af salgstragten. Altså at få brugerne ind på dine egne medier. På “owned” media modnes leads og skabes salget – lidt generaliseret. Samtidig skal marketingfolk lære af PR-folk i forhold til at skabe relationer, der giver værdi begge veje. Kort sagt har jeg lært endnu mere, hvor vigtigt samarbejde på tværs i organisationens afdelinger er. ?

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

For mig personligt fyldte lanceringen af min podcast Help Marketing meget, hvor jeg hver uge med en gæsteekspert taler om at hjælpe andre og dermed også selv opnå succes.
?Jeg har fået enormt meget positiv feedback og jeg har skabt nye relationer til dygtige eksperter, som både jeg og lytterne lærer noget af hver uge.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

?I 2015 vil de første danske virksomheder droppe den klassiske sælger. Ikke mere kold canvas. Kunderne kommer af sig selv pga. content marketing startet i 13 og 14. De dygtige sælgere forvandler sig til ?relationsplejere, mens de mindre dygtige sælgere først får de kedelige sælger-jobs i virksomheder uden content marketing og på sigt skal de finde en ny branche.

Mere konkret kommer vi til at tale om datadrevet marketing i både betalt og owned media. Nyhedsbreve vil stadig være stort. Og de virksomheder, der formår at nedbryde siloer, vil få succes.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015??

Jeg skal være mere nørdet i 2015. Jeg skal øge mine kompetencer inden for dataopsamling, dataanalyse og hvordan jeg hos Bolius, for mine kunder i min egen virksomhed og mig selv kan bruge den viden til at skabe værdi for kunderne. Jeg håber at kunne slutte 2015 med at kunne feje enhver administrerende direktørs holdninger til side på baggrund af bruger data og bruger metadata.

Thomas Holst

Salgsansvarlig i Onlineafdelingen

Hvad vil du huske 2014 for?

Mobilepay!!! Det er genialt og så er det (p.t.) gratis. At så Danmarks største og mest konservative bank er firstmover på så inovativt et produkt, er næsten ikke til at forstå. Men stor applaus til Danske Bank.

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

2014 var året, hvor jeg for alvor fik online markedsføring ind under huden (efter 20 år i tryksagsbranchen). Da de første bølger lige havde lagt sig (opdagelsen af hvad AdWords, SEO og Content Marketing kan gøre) var min største opdagelse helt klar at få viden om adfærdspåvirkningen, der foregår på nettet.

Den måde hvorpå vi kan “hjælpe” de besøgende til at gøre de ting på nettet, som vi ønsker. Det både skræmmer og fascinerer mig dybt.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

Ja, jeg har trådt mine første skridt i en verden som jeg aldrig kommer til at slippe igen. Vi er jo totalt afhængig af det onlinehejs…alt drejer sig om online.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Jeg håber, at det bliver dialogen om hvor vigtigt det er at have et afslappet og afbalanceret forhold til brugen af sociale medier. For hold da op hvor vi mangler disciplin i måden at kommentere og generelt kommunikere til hinanden på.

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Overordnet set kommer jeg til at bruge meget tid på at komme rundt om alle facetter af onlinemarkedsføring. Og så måske få mig lidt mere viden nudging begrebet (eller konverteringsoptimering, som det hedder online). Jeg synes det er virkelig interessant at se, hvordan man kan præge de besøgende til at gøre de rigtige ting.

Halfdan Timm

Iværksætter og affiliate-nørd

Hvad vil du huske 2014 for?

Alle begyndte at snakke om content marketing. Jeg har bygget en virksomhed på det over de sidste par år og nu vil alle andre også være med i hulen. 🙂

Spøg til side – der er to ting… Jeg synes at fokus på content marketing er spændende og et rart afbræk til linkbuildling og flere keywords. At samarbejde med Anders Saugstrup om nogle meget vellykkede kampagner i egne virksomheder har også været fedt.

Derudover vil jeg huske 2014 for at være året, hvor Google med tre slag gjorde det organiske arbejde endnu sværere: Ingen Google Plus-værdi, ingen author-snippets og ingen videosnippets. Vi kan godt prøve, men vi undgår ikke at betale til AdWords.

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

Jeg har anerkendt at arbejdet med de organiske søgemaskiner i sig selv ikke skaber en virksomhed. Derfor kører jeg nu på flere kanaler – organisk er en, PPC er en anden samt et par tricks, jeg skriver et blogindlæg om en dag, måske på Onlineafdelingen.dk. 🙂

De organiske søgeresultater kan gøre meget – men jeg tør ikke at placere en virksomheds grundlag på dem længere. Jeg har aldrig oplevet en straf. Jeg kan blot se, hvordan de organiske fylder mindre og mindre.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

JUF.dk er gået fra at have omkring 15.000 månedlige besøgende til i november at have 25.000. Det synes jeg er en pæn stigning. Ligeledes har vi banket Salea.dk op fra scratch til et pænt antal tusinde hver måned. Salea.dk – udbudstjenesten for ejendomsmæglere – har oplevet en markant større stigning fra start af end JUF.dk kunne prale af.

Derudover har jeg to meget vellykkede content marketing-kampagner i baghånden til JUF.dk og det er lykkes mig at tjene penge på Facebook – så føler jeg mig lidt mindre som et fjols når jeg logger derind.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Jeg forestiller mig, vi kommer til at tale meget mere om remarketing og skræddersyede annoncer.

Remarketing som kanal er fantastisk for mine virksomheder og jeg havde fornøjelsen af at holde oplæg om emnet til Digital Markedsføring i Holstebro for nyligt.

Og når Facebook som kanal først laver et alternativ til Google AdSense – Facebooks annoncer over hele nettet – bliver det først spændende. Med den data Facebook har om 3 millioner danskere ser jeg en fænomenal platform tage plads. Google Atlas, hvis du keder dig..

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Jeg skal have data på min virksomhed. Med data om, hvem der bruger JUF.dk og Salea.dk, hvornår kan jeg målrette mere relevant annoncering. Jeg kan få konverteringer til en billigere pris med andre ord.
Her er Google AdWords ikke værktøjet – leadscoring, Facebook og retargetig er i højere grad.

Martin Bengaard

Direktør i Onlineafdelingen

Hvad vil du huske 2014 for?

2014 står for mig, som året hvor Content Marketing for alvor kom på folks læber – desværre nok også så meget, at det er blevet noget “man bare gør”. Det skal vi så arbejde på i 2015, så folk forstår at det ikke blot handler om at skrive et blogindlæg i ny og næ – men det er da et godt sted at starte.

Jeg vil også huske året som det år, hvor Multichannel Marketing (at bruge flere forskellige kanaler til sin markedsføring) for alvor blev noget, som vores kunder fik øjnene op for. Man kan ikke længere kun fokusere på f.eks. Google AdWords. Man bliver nød til også at fokusere på andre kanaler som f.eks. søgemaskineoptimering, nyhedsbreve og ikke mindst lidt offline markedsføring.

Det har også givet anledning til at folk har forstået begrebet “konverteringsoptimering” – for man får ikke kunder af at annoncere med Google AdWords eller arbejde med søgemaskineoptimering… man får trafik! Det kræver hårdt arbejde på selve hjemmesiden, før man får kunder!
Det var bl.a. noget af det jeg forudså i starten af året 🙂

Hvad var den største opdagelse du gjorde i 2014?

Det kan lyde meget banalt, især når man arbejder med at rådgive virksomheder om online markedsføring, men jeg så for alvor effekten af nyhedsbreve i 2014. Vel og mærke kvalitets-nyhedsbreve! Hvis du kan formå at inspirere dine kunder med dine nyhedsbreve, har du et meget stærkt medie.

LinkedIn har også været ét af de steder, hvor jeg har gjort nogle spændende opdagelser og jeg glæder mig rigtig meget til at udforske dette sociale medie endnu mere i 2015.

Har du lavet noget nyt i 2014, som du er ekstra stolt af?

JA! 1. januar 2014 blev Onlineafdelingen født – dét er jeg MEGET stolt af. Måneders arbejde med at gå fra enkeltmandsvirksomhed til fullservice-bureau var en realitet!

Reaktionen har været overvældende positiv og konceptet med at kombinere nogle rigtig dygtige fuldtidsansatte med nogle freelance-specialister har vist sig at være en succes. Vi har fået skabt et unikt fællesskab, hvor vi alle arbejder frem mod ét mål: at give vores kunder flere kunder.

Hvad vil blive 2015’s helt store samtaleemne?

Jeg tror ikke at vi ser nogle nye ord eller begrebet i sproget det kommende år, men jeg tror at to ting vil få opmærksomhed og blive debatteret lystigt i det kommende år:

  1. Google – deres konstante ændring af algoritmen for at give folk noget “relevant” tror jeg desværre vil tage en alvorlig drejning og vi vil nok se flere sager, hvor sagesløse mennesker og virksomheder bliver ramt. Derudover er de allerede nu ved at blive beskyldt for at “scrape” folks sider og senest har jeg set både flypriser og togafgange præsenteret, som var det Google der vidste det. Dét kommer til at have økonomiske konsekvenser for de virksomheder, som reelt stiller denne data til rådighed.
  2. Facebook – de nærmer sig et punkt, hvor jeg personligt synes det er svært at finde balancen mellem kerneproduktet (som vi signede op til for mange år siden) og indtjeningen. Det blev “pay to play” i 2014 og jeg tror det bliver endnu sværere i 2015 – måske kommer vi endda til at se en mindre flugt fra Facebook(?)

Hvad vil du selv arbejde mere med i 2015?

Hvis det skal siges med ét ord, må det være: formidling!

Jeg kommer helt sikkert til at arbejde med at levere relevant indhold til mine kunder og besøgende. Det kan godt være, at vi har kaldt det content marketing i 2014, men for mig har dette altid ligget mig meget nært og jeg elsker at hjælpe folk.

Derudover kommer vi, i Onlineafdelingen, til at lave en række “fyraftensmøder”, hvor vi forsøger at finde meget interessante emner som ikke bare er de klassiske “hør-os-snakke-om-det-vi-gerne-vil-sælge-til-dig”.
På denne måde håber jeg, at vi kan inspirere folk til at få nye idéer i deres markedsføring.